Danmark i gl. dage.

Rationering.

I Danmarks historie har staten to gange været nødsaget til at indføre rationering af en lang række dagligdags varer. Første gang pga. 1. Verdenskrig, og anden gang pga. 2. Verdenskrig.

Rationeringsmærker er ikke pengesedler, men de havde en betydning, der historisk ikke må overses. Penge var ikke længere nok. Man skulle også kunne levere de nødvendige rationeringsmærker.

Opbygningen af et distributionssystem var ikke uden problemer. Derfor kom rationeringsmærkerne først i 1917. Der kom to typer rationeringskort, henholdsvis til den private husholdning og industrien.


Det første rationeringskort kom den 1. april 1917, dette kort var på brød og mel. Af andre varer som blev rationeret kan nævnes: Brændsel (petroleum, karbid, mm.), kaffe & the, korn, kød, margarine, mælk, smør, sukker og mange andre. De sidste rationeringskort under 1. Verdenskrig kom i 1921.

Ved 2. Verdenskrig, allerede inden krigen var nået til Danmark, blev det første rationeringskort udsendt i oktober 1939. Dette kort var med sukkermærker. Som landbrugsland kom Danmark ikke til at lide den samme nød, som mange andre lande under krigen. Men luksusvarer, som f.eks. chokolade, kaffe, the og tobak, var snart ikke til at få. Som erstatning for kaffe kunne man bruge et surrogat f.eks. Richs, men dette blev også senere rationeret. Under denne krig blev de samme varer som ved 1. Verdenskrig rationeret.


Af andre varer kan nævnes: Babyudstyr, benzin, brændsel, generatorbrænde, salt, soda, sæbe, tekstiler, vitaminpræparater m.m. Man regner med, at der blev udsendt ca. 3600 forskellige kort i perioden 1939-52. Mange af kortene var med flere forskellige mærker, så det samlede antal mærker er ganske stort.

(Dette Kort kunne af den afgiftspligtige Virksomhed benyttes som Betalingsmiddel overfor Toldvæsenet ved Indbetaling af Omsætningsafgift, hvadenten Indbetaling sker direkte til Toldkamret eller gennem Postgiro.

Saafremt Omsætningsafgiften for en Virksomhed andrager et mindre Beløb end Værdien af de af Virksomheden modtagne Købekort, udbetales Forskellen af Toldkamret.)

Købekort for Manufakturvarer.


Man har siden 2. Verdenskrig, en gang været nødsaget til at indføre rationering i Danmark. (Når man ser bort fra spiritus-rationeringen på Grønland). Under Suez-krisen i 1956-57 blev benzin, petroleum og andre olieprodukter rationeret.

Rationeringskort/mærker er blevet et samleområde, som frimærker er det.